Bonifacio VIII / Clemente V - Extravagantes Communes (bound w:) Extravagantes XX (bound w:) Clementine - 1537

MAGNILOQUENENT, SMUK UDGAVE ILLUSTRERET AF STORE HELSIDERSPLADER Fire smukke træsnit: værdifuld helsidesillustration, der repræsenterer leveringen af dekreterne til pave Gregor IX, "Arbor seu figura declarativa tituli de iure patronatus", mødet mellem Gregory og Ambrosius. Denne samling af kanoniske love indeholder Clementinerne af Clement V, Extravagantes af John XXII og Extravagantes Comuni, og hver del, med separat layout, begynder med en titel indrammet i rødt og sort, der bærer Fradins meget fine redaktionelle præg. I Clementinerne forestiller et stort træsnit forfatteren, der tilbyder sin bog til Bonifatius VIII, og på bagsiden af titlen på anden del er det samme træsnit brugt til præsentationen til Clement V. Baudrier VII, 307-308 - Ikke i COPAC og CCFr. ICCU\\BVEE\\005282. SÆLGES PÅ AUKTION FOR 1.300 EURO TILSTANDSRAPPORT 3 dele indbundet i et bind. Halv læderbind. Titel indgraveret i guld på rygraden. Ryg med 6 ribben. Et helsides træsnit til indavlstræet. Den første del (Decretals) er ikke indbundet i kopi. Den sidste titel er relinet, nogle blade restaureret, pletter på sidste og første blade. Tekst i rød og sort i to kolonner. Kort (2); 74; (4); 39; (2); 38; (4). HELE TILER OG FORFATTER Extravagantes Communes (bundet m:) Extravagantes XX (bundet m:) Clementine Ekstravagantes communes omnes cum summary, multiples cum suis glossis sub congruis et decentibus titulis positae, apostillis illustratae, nunquam diligentius correctiusque imprintae. Additus est etiam index alphabeticus. Corpus Juri Canonici Lyon, François Fradin pour Hugues de La Porte, 1537 Boniface VIII / Clement V INDHOLD Corpus Iuris Canonici er et normativt organ af kanonisk ret for den katolske kirke, oprettet af pave Gregor XIII med tyren Cum pro munere fra 1580 og officielt udgivet i den romerske udgave to år senere. Seks samlinger er en del af det, som dukkede op i forskellige århundreder: Decretum Gratiani (i versionen interpoleret eller modificeret af Correctores Romani); Liber Extra (eller Decretales), udstedt af Gregor IX i 1234; Liber Sextus, udstedt af Boniface VIII i 1298; Clementinae, bestilt af Clemens V efter koncilet i Wien (1312), og efterfølgende bekendtgjort af pave Johannes XXII i 1317; Extravagantes Johannis XXII, samling af dekreter, udarbejdet under Johannes XXII's pontifikat (omkring 1325 Extravagantes communes, samling udarbejdet af Johannes af Chappuis (slutningen af det 15. århundrede). Decretum Gratiani (grundtekst, hvormed loven adskiller sig fra teologi og kanonisk ret er grundlagt) blev udarbejdet af Gratian i første halvdel af det 12. århundrede. Det er blevet overleveret i forskellige og ikke-identiske versioner, hvor den ældste kun er opdelt i to dele, mangler afhandlingerne De penitentia og De consecratione, og mangler også mange autoriteter af romersk ret og kanonerne fra Laterankoncilerne i 1123 og 1139, indsat efterfølgende; den definitive version (den såkaldte Vulgata) er opdelt i tre dele: 101 distinctiones, opdelt i quaestiones, som omhandler kanonisk ret generelt; 36 causae, også opdelt i quaestiones (omhandler ægteskabsret, formue-, straffe- og procesret); De consecratione (fraværende i de første redaktionelle faser af Decretum), opdelt i 5 distinktioner, som omhandler liturgiske spørgsmål og sakramenterne i almindelighed. I sin oprindelige betydning betød Corpus Iuris Canonici Decretum Gratiani og Quinque compilationes antiquae. Så, efter udstedelsen af Liber Extra (Decretales) af Gregor IX i 1234, igen uofficielt og uden officiel anerkendelse fra den katolske kirke, opstod brugen af at kalde Corpus Iuris i verden af kirkelige jurister og doktorer i utroque iure Canonical the Decretum Gratiani sammen med Decretales Gregori IX, defineret som Liber Extra, fordi det blev tilføjet til Decretum. Med udgivelsen af de førnævnte samlinger af kanoner fra 1234, hovedsagelig officielle, omfattede udtrykket Corpus Iuris Canonici både Decretum og de samlinger, der gradvist blev udstedt efter Gregor IX. Udtrykket, der findes i forskellige manuskripter, blev derefter bevaret i mange trykte publikationer om kanonisk ret. Med opfindelsen af bevægelig typetryk dukkede Corpus Iuris Canonici også op i form af en trykt bog. Den første udgave blev udgivet i Paris af John of Chappuis i 1500[2]. Efter fejringen af koncilet i Trent (afsluttet i 1563) udpegede Pius V en kommission af kardinaler og jurister, kaldet Correctores Romani, der havde til opgave at gennemgå, ændre og rette teksten i alle seks samlinger. Han kunne ikke se enden på kommissionens arbejde, da han døde i 1572. Året 1582 repræsenterer kun den endelige godkendelse af dette Corpus af den katolske kirke.[3] Udtrykket henviste på det tidspunkt ikke længere til det originale Decretum Gratiani (hvoraf der var flere manuskripter fra det 12. århundrede, ikke identiske med hinanden), til Liber Extra og efterfølgende samlinger, men til Decretum Gratiani interpoleret fra Correctores Romani (for at tilpasse det til rådet i Trents diktater) og de efterfølgende citerede samlinger (fra Liber Extra elle Extravagantes Communes), med undtagelse af Quinquae Compilationes Antiquae. Fra det 18. århundrede blev der udgivet tre kritiske udgaver af Corpus Iuris Canonici, som med hensyn til Decretum Gratiani blandt andet rapporterede om teksten til Vulgata (dvs. versionen af Decretum, der cirkulerede fra anden halvdel af det 12. århundrede) som samt teksten til interpolationerne af Correctores (der fremhæver en tidligere tekst, som dateres tilbage til det 12. århundrede). Den første kritiske udgave blev skrevet af Justus Henning Böhmer, efterfulgt af den af Richter og til sidst den af Fiedberg (begge i det 19. århundrede), som brugte otte manuskripter til at rekonstruere teksten til Vulgata. Böhmer brugte, i modsætning til de to andre, også et manuskript, som er vidne til en af de første redaktionelle stadier af Decretum. Det er derfor, denne kritiske udgave stadig vækker stor interesse blandt forskere i dag.