Tommaso D'Aquino - [Post Incunable] Super Anima - 1518

DEN STORE LÆGE ANGELICUS VIGTIGE PAPIR - I GAMMEL FOLIO Denne værdifulde udgave fra 1518 præsenterer Saint Thomas Aquinas' kommentarer til Aristoteles' værk "De Anima". "Engledoktoren" tilbyder her en dybtgående filosofisk analyse af sjælen, der fletter den aristoteliske doktrin sammen med kristen teologi. Thomas Aquinas, en central figur i middelalderfilosofien, er kendt for sin evne til at forene kristen tro med den aristoteliske fornuft. Hans kommentarer til Aristoteles' værk anses for at være grundlæggende for at forstå hans filosofi og teologiske tankegang. P. Camerini, Annali dei Giunti, I.1, s. 178. Kun ét eksemplar findes i Francesco della Vignas bibliotek. Sjælden - IKKE TILGÆNGELIG PÅ AUKTION ELLER I ONLINE KATALOGER TILSTANDSRAPPORT I gammel folio. Pergamentbinding. Interessante diagrammer illustreret i teksten. Ryg med brugsspor, senere indbinding i stift pergament, røde snit, flækket på bagpladen. Initialer og Giglio dei Giunti på kolofonen, rubriseret i rødt. Tekst på to søjler i gotisk skrift, Aristoteles tekst på latin, træsnit initialer, vandmærke, en lille defekt på den indvendige margen af de første afleveringer. Generelt er arbejdet i god stand. PP. (2); 172; (2). Med Aristoteles tekst på latin. - Gotisk. Udbredte pletter og pletter - Tekst i to spalter. - Initialer xylogr. - Skilt: A-N6 O-P4. HELE TILER OG FORFATTER Sanctus Thomas Super Soul. Sancti doctoris. Thome de aquino: i tres libros Aristotelis De anima: profundissima commentaria cum duplici textu: antiquo scilicet: & Joannis Argyropili Byzantii ... - Nouissime post omnes impressiones vbique locorum excussas: collatis antiquissimis exemplaribus a bene docitat scriptis: mendis expurgata. Adiectis insuper Dominici de Flandria: ... i eosdem libros de anima subtilissimis quaestionibus: & annotationibus ... Venetiis, Lucantonium de Giunta florentini, 1518 Thomas Aquinas INDHOLD På sjælen (på oldgræsk Περὶ ψυχῆς; på latin De Anima) er et skrift af Aristoteles. Afhandlingen er sandsynligvis et sæt noter taget af filosoffen selv (faktisk er de kortfattede og koncise), som han senere ville udvikle i sin skole. Faktisk fokuserer Aristoteles ikke så meget på dens definition, men beskriver dens funktion, og fokuserer derfor på dens fakulteter (funktioner). For Aristoteles er sjælen ikke kun den formelle og drivende årsag til det levende væsen, men også den endelige årsag og derfor den primære betingelse for livsverdens immanente finalisme. Planter og dyr handler ubevidst for det universelle, for arternes kontinuitet og for bevarelsen af deres form. Mennesket lever bevidst for det universelle, værdsætter livet op til de højeste niveauer af aktivitet. Sjælen er essensen eller den væsentlige form af det levende, og evnerne er tilfældige former. Definitionen af sjælen som substans som form betyder, at sjælen generelt ikke er en substans i sig selv, men en form for det levende væsen. Den substantialistiske vision af sjælen skal derfor integreres med undersøgelsen af de konkrete måder, hvorpå sjælens aktivitet kommer til udtryk i forskellige levende væsener. Thomas Aquinas (Roccasecca, mellem 1224 og 1226 – Piperno, 7. marts 1274) var en italiensk religiøs, teolog og filosof. Dominikanerbroder, hovedeksponent for skolastik, blev allerede defineret som doktor Angelicus af sine samtidige. Han blev udråbt til helgen af pave Johannes XXII i 1323 og siden 1567 har han været inkluderet blandt kirkens læger. I 1880 blev han erklæret skytshelgen for katolske universiteter og studiecentre. Thomas repræsenterer en af de vigtigste teologiske og filosofiske grundpiller i den katolske kirke, idet han også er forbindelsespunktet mellem kristendommen og klassisk filosofi, som har sit grundlag og lærere i Sokrates, Platon og Aristoteles, og derefter passerede gennem den hellenistiske periode, især i forfattere som Plotinus. Han udviklede en lovteori, som blev fulgt bredt i de følgende århundreder. Det er derfor et spørgsmål om at tænke filosofisk og komme sig fra den græske filosofs begreber og teorier, der er nyttige til at afklare den kristne lære. Denne tilgang kommer tydeligt frem, når det drejer sig om at demonstrere Guds eksistens Et par århundreder tidligere havde Anselm af Aosta gjort det både ud fra betragtningen af virkelighedens karakteristika og fra gudsbegrebet, og Thomas følger i stedet en anden vej begreberne i Aristoteles' fysik. Thomas tager derfor udgangspunkt i princippet, hvorefter alt, der bevæges, sættes i gang af noget andet, fordi en potentiel entitet induceres til at ændre sig af et andet subjekt, der eksisterer under det aspekt. Han konkluderer derfor, at der skal være en first immobil mover, der flytter alt andet, ellers vil det være umuligt at forklare bevægelse og forandringer. Denne brug af aristoteliske argumenter er ikke lig med en total tilslutning til Aristoteles' tankegang, fordi den Gud, som Thomas taler om, er den kristne Gud, der skaber verden, giver den væren, og ikke et princip, der blot former eller sætter virkeligheden i gang. Eksemplerne på aristoteliske referencer (men i virkeligheden også andre ikke-kristne forfattere) kunne mangedobles i det uendelige: som for Aristoteles ligger lykken også for Thomas i intellektuel aktivitet, men sindets højeste aktivitet er kontemplationen af Gud efter døden; sjælen er udødelig og adskilt fra kroppen, fordi den udfører sine egne funktioner, som en passage fra Aristoteles' De anima antyder og så videre. Sammenligningen med Aristoteles optog Thomas i lang tid, og vi skylder ham kommentarer til en god del af stagiritens værker.