Baccanelli - De Consensu Medicorum - 1553

RENAISSANCE MEDICIN: EN ERA MED OVERGANG OG INNOVATION Sjælden og eftertragtet udgave af dette vigtige lægeværk, udgivet i en afgørende periode for sygehistorien. I det 16. århundrede gennemgik lægevidenskaben en transformationsfase, hvor den empiriske metode og direkte observation sluttede sig til den klassiske tradition for Galen og Hippokrates. Dette bind, trykt i Venedig i 1553 af Giovanni Battista Baccanelli, repræsenterer et dyrebart vidnesbyrd om denne overgang. Nicht bei Hirsch/H. Velbekomme jeg. 5492 mit späterer Ausgabe Lyon, 1589 TIL SALG ONLINE FOR 900 EURO TILSTANDSRAPPORT Moderne helpergamentbind, håndskrevet titel på rygsøjlen (brugsspor, enkelte tab og restaureringer). Printermærke på titelbladet, initialer i træsnit (uden sidste blank, enkelte marginale træormspor, der ikke rører teksten, enkelte lette vandpletter, let rævning og brunfarvning). Herkomst: samtidig ejerseddel slettet på titelbladet - ulæselig ejerseddel på forpladen - enkelte samtidige noter, især på slutpapirerne. pp. (4); 26 nn. 732; (2). HELE TILER OG FORFATTER De consensu medicorum, in curandis morbis, libri quatuor. Venetiis, Ved håbets tegn, 1553 Giovanni Battista Baccanelli INDHOLD I det 15. og 16. århundrede. medicin indtog en vigtig plads blandt undervisningsdisciplinerne. Udstyret med en omfattende specialiseret litteratur samt sine egne, prestigefyldte antikke auktoriteter, udgjorde den en respekteret gren af viden, der længe var blevet fast institutionaliseret på universiteterne. I en æra, hvor de traditionelle barrierer mellem de forskellige discipliner begyndte at blive nedbrudt, og nye områder af videnskabelig viden opstod, var medicinen, mens den bibeholdt sin traditionelle rolle, åben for innovation, så meget, at den fremmede den. Denne disciplins særegne status kommer tydeligt frem, når man sammenligner med de vidensgrene, der havde noget til fælles med den i renæssancen. I modsætning til naturlig magi og alkymi - ekspanderende discipliner, som også var dedikeret blandt andet til undersøgelse og manipulation af den menneskelige krop, både raske og syge - havde medicin ingen ulovlige aspekter at slippe af med; i modsætning til botanik og naturhistorie, som netop på dette tidspunkt var ved at erhverve deres autonomi i forhold til selve medicinen, behøvede der ikke skabes et selvstændigt disciplinært rum. Naturligvis var medicin ikke kun en viden, men også en del af en kompleks social model for reaktion på sygdom. Talrige vidnesbyrd viser, at brugen af læger og deres praksis var udbredt, og at de derfor formodentlig var tillid til. Men renæssancesamfundet greb også i høj grad til andre midler til at behandle akutte, kroniske eller epidemiske sygdomme. Offentlige myndigheder var faktisk begyndt at vise stigende opmærksomhed på problemer relateret til sundhed og sygdom (især inden for epidemikontrol). Individer, især i bymæssige sammenhænge og i samfundets middel- og øvre klasser, tøvede ikke med at konsultere professionelle læger, men løste også deres helbredsproblemer ved at ty til andre midler, såsom bøn, egenomsorg og hjælp fra slægtninge og venner . Desuden var der en lang række urtelæger, astrologer, healere, troldmænd og religiøse rådgivere klar til at give forklaringer, råd eller midler. Når man havde brug for professionel lægehjælp, kunne man ikke kun henvende sig til læger uddannede fra universiteter, men også til de talrige læger, der havde modtaget en uformel uddannelse, og som af førstnævnte hånligt blev beskrevet som 'empiriske', samt til frisørkirurger, kirurger og farmaceuter. Betragtet som en gren af viden, medicinen fra det 15. og 16. århundrede. repræsenterede fortsættelsen og den maksimale udvikling af den hippokratisk-galeniske disciplin, der havde dannet sig i Vesteuropa i senmiddelalderen, men samtidig var den præget af en række radikale nyskabelser med hensyn til idéer, litteratur, type tilgang til undersøgelse af natur og undervisningsmetoder. De væsentligste nyskabelser fandt sted i løbet af det sekstende århundrede, et århundrede hvor humanisme, alternative filosofiske strømninger til aristotelianismen, opdagelsen af ekstraeuropæiske geografiske realiteter og udbredelsen af trykning havde en dyb indvirkning på medicinen såvel som på mange andre aspekter af videnskabelig kultur. Til gengæld er en ny interesse for de deskriptive videnskaber fremmet og blevet drevet af en række udviklinger inden for medicin inden for anatomi og botanik, såvel som af debatter om årsager og midler til overførsel af sygdom. Billedet af renæssancemedicinen har ofte været forbundet med disse udviklinger fra det 16. århundrede; i dag har historikere dog i stigende grad en tendens til at fremhæve de grundlæggende ændringer, der allerede fandt sted i løbet af det 15. århundrede, en æra, der ikke kan henvises til en udifferentieret medicinsk middelalder.